7. april 2011
Ny roverklan har set dagens lys. Medlemmerne kommer fra alle spejderkorps, og optager gerne flere medlemmer. Der er bare lige en enkelt betingelse for at være med.
Af Morten Frederiksen
Blekinge, februar 2011.
Frost og sne. Aftenen er ved at falde på.
Kun få hundrede meter længere fremme ligger shelteren og venter. Bilerne er fyldt med oppakning, mad, brænde og lejrudstyr. Vejen frem er imidlertid spærret af ikke bare et, men hele tre væltede træer. Det er ikke muligt at komme forbi. I hvertfald ikke ad vejen.
Men nu er bilerne, der er af sted, ikke helt almindelige. Det er Land Rovere, og så erudfordringen med at komme helt hen til lejren, til at overskue. Kort efter er der gang i bålet ved shelterne og en lækker kyllinge-gryde simrer lystigt.
Spejdere med fælles interesse
En ny spejderklan har set dagens lys. Klan Rover kalder de sig, og det klinger lidt som det foretrukne bilmærke.
Klanen er en samling af personer, der har interesse i Land Rovere, og som samtidig er medlem af et spejderkorps eller FDF. Klanen er foreløbig på 15 medlemmer, men mange flere har vist interesse for projektet.
Klanen har netop været på sin første tur, hvor målet var Sverige. Klanleder Rud Tolstrup fortæller om starten og baggrunden for at lave en Land Rover spejderklan:
"Ved rigtig mange arrangementer i Land Rover-klubben var der nogle, der havde lagt mærke til, at der var mange spejdere, der også kørte i Land Rovere. Det var som om, at spejdere havde en særlig forkærlighed for det gamle engelske bilmærke."
Udover at stamme fra samme land som spejderbevægelsen, duftede en Land Rover på mystisk vis af oplevelser og ekspeditioner.
"Når vi var af sted sammen på Land Rover tur, fandt man ofte hurtigt sammen med de andre spejdere, og kunne fortælle historier, hvor spejder og Land Rover var smeltet sammen. Når der skulle planlægges ture,var det også hurtigt tydeligt, hvem der havde baggrund i spejderbevægelsen. Så var det nærliggende, atprøve at samle alle med denne interesse i en klan, der så kunne byde på særlige spejder-rover-oplevelser", fortælelr Rud Tolstrup.
Plads til nye medlemmer
At spejder og Land Rover næsten kun kan medføre oplevelser, viser klanens "landkort". Destinationer som Iran, Indien, Afrika, Grønland, Island og Færøerne er besøgt af medlemmerne med Land Rover. Det er dog ingen betingelse at være med i klanen, at man samtidig kan være medlem af Eventyrernes Klub.
For der er plads til mange flere medlemmer.
Alle der enten er spejdere eller FDF'ere og har interesse for Land Rovere (eller undtagelsesvist kører i en andenfirhjulstrækker) kan være medlem.
Flere oplysninger og fotos fra klanens arrangementer kan ses på www.klanrover.dk