• Forside
  • Aktuelt
  • ScoutZone
  • Ledere
  • Inspiration
  • Forældre
  • Om KFUM-Spejderne
Nyt password?

PÅ EN UDKIGSPOST FOR LIVET

15-årige Andrew Schofield fra Australien er på udveksling i Nørre Aaby - som spejder.

 

/upload/scoutzone/artikelzonen/artikler/2007/au_udveksling.gifNØRRE AABY/ASPERUP: Han er anderledes, og han skiller sig ud fra de andre i flokken. Men uniformen gør, at han alligevel hører til i spejdernes hus i Nørre Aaby.

15-årige Andrew Schofield kan ikke synge med på velkomstsangen hos gruppen af stor-spejdere, der er samlet denne aften, men han er helt med på, hvad der foregår.

Som udvekslings-spejder fra Adelaide i det sydlige Australien bærer han på de stort set samme traditioner og idealer, som hans nye, danske venner.

Uniformen er bare blå i stedet for grøn.

 

Korpsånd

- Vi synger ikke, som spejderne gør det her. Og vi har nogle lidt andre opgaver, når vi er på tur i det fri. Men ellers er det meget det samme, fortæller Schofield, der er vokset op i en familie, hvor begge forældre er dybt involverede i den lokale udgave af de idealer, Baden Powell skabte spejderbevægelsen på.

Der er masser af korpsånd i den unge australier, og alene det, at han - midt i den varmeste Adelaide-sommer og hen over julen - har valgt at drage mod det betydeligt koldere nord, viser i hvert fald også den parathed, spejderne så ofte bryster sig af.

 

Ny dansk ven

- Det her er jo min sommerferie, så hvis det skulle lade sig gøre i forhold til skolen, skulle det være nu. Mit valg faldt på Danmark, fordi det var en af mulighederne, og fordi det var et land, jeg ikke havde besøgt før, siger Andrew Schofield.

Han er indkvarteret privat hos familien Madsen i Båring, og trods sprogvanskelighederne er han allerede blevet gode venner med den jævnaldrende Rasmus, der hver morgen troligt trækker ham med til undervisningen i skolen. På den måde får den unge spejder også tjekket uddannelses-systemet under sit seks uger lange ophold.

- Han glider ind i familien på lige fod med vore egne. Han har fået sine pligter og sine opgaver, lige som vores egne børn har. Og han er faldet fint ind, siger Anita Madsen, der er spejderleder.

 

/upload/scoutzone/logoer/au-scouts.gifGår altid med shorts

Andrew Schofield håber, at Rasmus kan komme på genvisit i det lune Adelaide i løbet af de næste par år.

- I Australien er der kun ned til 14 grader om vinteren. Og der går vi stadig rundt i shorts og T-shirts. Vandet bliver heller ikke nær så koldt som her, siger Andrew Schofield og skutter sig ved tanken om den tur, han var uheldig af få under vandspejlet i Kongeåen for en uge siden. Hans kano tippede lidt for villigt, da han ville styre under en bro.

Til gengæld kan australieren glæde sig til den internationale spejderlejr ved Kolding Fjord Nytårsaften. Her kommer Schofield til at varme sig på noget for ham så sjældent som fyrværkeri. Den slags er stort set forbudt i det tørre og dermed potentielt let antændelige Australien.

Opdateret 22.05.2008

Info

Artiklen er bragt i Fyens Stiftstidende

 

Skrevet af journalisten Jan Bonde

 

Læs mere:

Bliv selv udveksling spejder