JULEGAVEIDÉER PÅ LAVBUDGET
Dyre gaver er, ja, dyre – men ikke nødvendigvis bedre, derfor giver vi her vores bud på billige, tilmed gratis(!), gaver du kan give familien denne jul.
1. Alle har ting de ikke bruger, men alligevel tager plads på værelset. Tag og lav en god genbrugsgave, ved at afsøge dit værelse for ting du ikke bruger, men som aldre kunne blive glade for. En gammel CD? Et vækkeur? En bog med noveller du aldrig rigtig kom i gang med? De kan alle bruges!
2. ’Personlige gaver’ er helt sikkert et udtryk du har hørt før – og med god grund! Det er gaver der er billige og nemme at lave (medmindre du vælger at gøre lidt ud af det). Tegn eller mal et kunstværk til bedstemor, optag en højtlæsning af en historie og læg den på en CD eller kréer noget andet fantastisk kreativt!
3. Oplevelsesture er blevet vældig populært, men det behøver ikke være dyrt at give sådan en i gave. Planlæg en romantisk tur for din kæreste eller planlæg en overlevelsestur for en af dine venner, så han kan opleve spejderlivets glæder, sværere er det ikke!
4. Blade og magasiner er noget de fleste samler på, men når de er læst første gang ligger de alligevel bare og flyder. Klip de bedste artikler fra magasinerne ud og sæt dem sammen til et helt nyt og personligt blad!
5. Bøger er altid en fantastisk gave, men forfærdelig dyre at købe. Heldigvis kan man låne dem gratis på biblioteket! Tag på biblioteket og lån bøger du tror den der skal have gaven vil synes er interessante og pak dem derefter ind med en lille note om hvornår de skal afleveres. (P.S. Dette er en god idé at gøre op til juleaften, så folk har længere tid til at læse dem i inden de skal afleveres igen).