Giv-Et-År Spejdernes Blog
Wednesday, April 21, 2010 af Morten Møller Jensen
Siden sidst jeg skrev er der sket en del på Odden. Der har tradtionen tro været påske Vekla, med mange fremmødte houmænd, som lagde mange gode arbejds- og hyggetimer. Men hvad sker der egentlig på et Vekla, og hvad gør en GEÅ, som også arbejder i de almindelige ferier?
Først og fremmest Vekla, som er forkortelsen for vedligeholdelse og klargøring. Hvad man laver strækker sig langt, fra re-etablering af brandposter, samling af bord-bænke sæt til opbygning af et nærmest skudsikkert raftetårn. Min primære opgave var forholdsvis simpel. Chauffør på traktorteamet, dvs. lægge grej på vognen, køre lidt ad oddevejen og læsse grejet af igen, meget simpelt.
En anelse opsliddende i længden dog, for alle fedtfælder på Odden skulle sløjfes til fordel for et nyt system. Dvs omkring 15 betonrør skulle hives op af jorden, på vognen og af på materialerpladsen. Dejlig nem opgave, bare mosle lidt rundt med tungt beton, men hvor godt lugter der i et betonrør med 6 måneder gammelt køkken vand?
Det blev nået en hel del på Vekla, både og bådbro gjort klar, lejrpladser næsten klar, raftetårn, mosen klar til kreative unger osv. Hvis man skulle måle arbejdet, ville det tage en man 1½ år, ved enalmindelig arbejdsuge på 37 timer.
Som sagt arbejder man ofte i ferierne i GEÅ jobbet. Er der så noget, der hedder ferie?
Ja, det er der faktsik. Når man arbejder til cirka almindelige arbejdstider, har en køkkenvagt eller to i ugen og laver team-building i weekenden, så har man også brug for lidt mere end en weekend at holde næsten fri i.
Derfor sidder jeg nu hjemme hos mine forældre og skriver blog. Det er meget rart at være hjemme og have tid til lige at få hilst på alle dem derhjemme fra. Selv om jeg har fri går dagene nemt. Min mormor snakkede begge ører af mig, mens jeg nød godt af hendes hjemmelavede mad, og dagen i dag bød på 4 timers vandring til en lille skov jeg tit gik rundt i. Thy er jo et dejligt sted ;)
85 kommentar(er). Læs og skriv kommentarer
Thursday, March 18, 2010 af Christian Buhl Sørensen
Halløj igen.
Min vinter har været ret fantastisk. Al den sne og is, som nu er på vej væk, har jo åbnet op for nogle helt fantastiske muligheder! - Men desværre også lukket for andre. Det kommer jeg ind på senere.
Isen og Odden
Først og fremmest har det været muligt at gå på isen omkring Odden. Det er ikke mange der kan sige at de har gået til kidholmene, men jeg kan. Heldigvis. Da Simone, vores tyske volontør, stadig var her, sov vi også ude på isen. Billeder kan ses på min flickr, hvis det har nogen interesse. Man sover faktisk ganske glimrende, når man ligger på is. Der er den mest fantastiske blå farve, når man vågner op, og ser på isen der er smeltet ren, under en.
Den varme blå is
Når man ligger og varmer i løbet af natten, smelter man det lille lag af sjap og ikke-solid is der ligger øverst. Så når det lægger sig på den solide is, går der mere energi fra det igen, og det fryser sammen igen. Det giver noget meget klart is, lyset kan vandre igennem. Eller, dvs. at det primært er det blå lys der kommer igennem. Derfor er der et fantastisk blåt skær under presenningen man ligger på.
Vi har også bygget en is-båd. Den kan ses i aktion på facebook. Karsten nåede op på 40km/t. Ikke voldsomt hurtigt for en isbåd, men i betragtning af at det er noget vi har bygget selv, er vi godt tilfreds. Snerydning har været en fast del af især Mortens hverdag det seneste stykke tid. Jeg er ikke helt sikker på om han var glad for det eller ej. Han var træt af at hans vej var iset til. Men at sidde i traktoren var vistnok helt okay. :-)
Spejderløb bliver aflyst
Det var lidt om de muligheder det åbnede. Nu til det triste. Jeg skulle have været på Løvebrøl. Det kom jeg ikke, fordi løbsledelsen aflyste løbet på foranledning af de tyske myndigheder. Den er bare ærgelig. En rigtig pokkers. Jeg havde ellers glædet mig til at skulle ud i noget rigtig skodvejr. Men tur skulle vi jo på, under alle omstændigheder, så Martin, Simone, Luise (Simones veninde), Nielse og Allan tog på shelterovernatning og gåtur til Kidholmene. Det blev supergodt.
100 kommentar(er). Læs og skriv kommentarer
Thursday, January 28, 2010 af Morten Møller Jensen
Nogen kan sikkert undre sig lidt over hvad vi GEÅ-Spejdere bruger vores tid på. Vi har jo trods alt god tid til vores hobby.
Tid har vi masser af, men den flyver af sted, for opgaverne er næsten ligeså mange. Vi har i GEÅ patruljen nu holdt et par møder, og har fundet ud af hvad vi gerne vil som patrulje. En af tingene er denne blog, hvor vi 4 skiftes til at lave indlæg, om hvad vi nu mener, er spændende at fortælle om. Hvad vi ellers har af planer, er en overraskelse lidt endnu, men du er ikke i tvivl når du ser det.
Overskriften er måske grunden til du læser mit blogindlæg, så jeg må hellere give dig lidt af emnet. Som Outdoor GEÅ arbejder jeg på Houens Odde, primært med praktiske opgaver, hvor jeg ofte arbejder sammen med pedellen. Som Buhl beretter kører jeg også en hel del i Storebror, så grusvejen ikke forveksles med Skive øvelsesterræn. Da vejen har været dækket af sne siden midten af december, har dens vedligeholdelse fået et nyt begreb, Snowduty. Opgaven udføres med hjælp fra Storebror og et dozerblad bagpå. Tredje gear, høj, bladet mod vejen og så derudaf. Sneen bliver skudt ud til siden og man hopper rundt på sædet, som var det en gal hest man sad på. En herlig opgave, som efterhånden har krævet flere af mine arbejdsdage.
Det praktiske arbejde, er heldigvis ikke det eneste på Odden. Når vi på Odden må undvære en masse herlige spejdere, har vi erhvervskunder på besøg. De bruger stedet til at afholde kurser og møde, og når vi er rigtig heldige, bestiller de også os (Oddens GEÅ’ere) til at lave aktiviteter med dem. Det er meget lærerigt at iagttage ’civilister’ mens de laver samarbejdsøvelser, for selv de har meget at lære om samarbejde, selvom de går det hver eneste dag på deres arbejde. Det bedste er dog når man har et hold, som samarbejder 100 procent. Det skete for mig sidste torsdag, med et lille hold på 7 personer. De var alle motiverede, havde en god kampgejst, og hjalp hinanden på bedste spejdermanér. Skønt at se når en lille gruppe yder max, alle er klar på det.
Som GEÅ-Spejder på Odden har man også til opgave, at udføre et projekt der er med til at udvikle centret. Jeg har valgt, at kaste mig over nogle nye aktiviteter. Når foråret kommer, skulle det gerne betyde at vi har nogle helt nye samarbejdsøvelser til alle vores kunder. Aktiviteterne er hverken teknisk avancerede eller overintellektuelt krævende. Det er meget simple øvelser, som mange af jer sikkert har prøvet på et ungdomskursus eller på en weekendtur. Fedt man, som spejder har teambuilding hver gang man har tørklædet på.
Jeg håber du er blevet lidt klogere på hvad man laver som Outdoor GEÅ.
65 kommentar(er). Læs og skriv kommentarer
Thursday, December 17, 2009
Frostvejret
har lige kort ramt Houens Odde. Vi havde to smukke morgener med rim på græsset,
og is på vandpytterne. Morten var en anelse træt a'et, fordi jorden også
frøs, så han ikke kunne komme ud og passe sin vej.
Morten er
den praktiske GEÅ, og jeg er mere den teoretiske. Jeg sidder på kontor,
passer telefon, skriver ordrebekræftelser ud for vores kunder og tager telefon.
Men engang imellem sniger jeg mig ud. Gerne for at tage nogle billeder.
Billedet er
taget lige ved terassen på Stensgården, ud mod Odden. Morten er på billedet ved
at ordne vejen. Jeg tror han har lidt et had/kærligheds-forhold til den vej.
Han er lykkelig for at komme ud i "Storebror", som den store traktor
er døbt. Men han er træt af vejen. Der er altid noget at lave på den.
I den
seneste tid har jeg forberedt ca. halvtreds små pakker, som sendes ud til nogle
udvalgte af vores virksomhedskunder. De indeholder en lille
teambuilding-øvelse, lavet af fire snore, en halv elastik og 10
pebernødder. Ydermere er der en invitation til et arrangement vi holder i
det tidlige forår. Der vil vi præsentere nogle ny-udviklede
teambuilding-øvelser, forhåbentlig noget nyt og spændende mad fra køkkenet, og
også gerne den anden ende af Odden, end de har været på tidligere. For vi synes
egentlig at Odden er mere end et besøg værd. Og det tror jeg kun i er enige med
mig i!
Mht.
Bloggen, vil vi forsøge at opdatere den en gang ugentlig. Vi er jo travle
mennesker, så vi lover intet!
Meningen er
at vi hver især vil forsøge at sætte vores personlige præg på indlæggene. Dvs.,
der kommer ikke nogen fast struktur, det er helt op til denne uges blogger.
72 kommentar(er). Læs og skriv kommentarer