Frankrig - Hvilken tur!!
Wednesday, December 05, 2007 af Vivian Engberg Hansen
Så har endnu en GEÅ været udenlands og fået en mase fede oplevelser og ideer med hjem :)
Jeg var så heldig at få tilbudt en plads på et seminar der fandt sted i Frankrig, på et center der hedder Jambville uden for Paris i uge 48. Emnet for dette seminar var ”spejder i en storby” og var for udvalgte spejdere i hele Europa!
Det startede knap så godt; Henrik og jeg for vild i Paris’ undergrund og endte med at komme en time for sent frem, men vi var dog ikke de sidste der ankom til Jambville, og vi havde haft en ret morsom tur, så det var bestemt ikke spildt tid :)
Selve seminaret mindede utrolig meget om et ULK kursus, bare med et andet overordnet emne; Der var foredrag, workshops, ideudveksling, projekter der skulle laves.
Foredragene blev holdt af henholdsvis Ellen Rutgeers fra Belgien og Hanis Dif fra Frankrig. Ellen fortalte om hvordan ungdommen i Europa ser ud og hvordan man skal komme i kontakt med de forskellige grupper i vores meget forskellige samfund. Hanis fortalte om situationen i Frankrig lige pt. og hvad spejderne i Frankrig har gjort for at ændre på deres samfund.
Derudover var der workshops omkring hvordan man laver et projekt, hvordan man søger midler til sine projekter, hvordan man arbejder med spejderarbejde i farlige omgivelser, hvordan man rekrutterer ledere, hvordan man laver spejderarbejde på tværs af kulturer osv.
Vi blev også bedt om at lave et projekt som vi kunne arbejde med når vi kom hjem, men da de fleste af os deltagere til daglig arbejdede med spejderarbejdet var det en smule svært at skulle starte på et nyt projekt dernede når man vidste at man havde gang i så meget andet herhjemme – Men det var lærerigt, selvom vi måske ikke lige med det samme får projekterne ført ud i livet.
Og så var der Paris :) Uhhh, jeg eeeeelsker Paris!! Det er første gang jeg har været der, og jeg er helt sikkert nødt til at tage derhen igen en gang hvor jeg har lidt mere end 5 timer til at gå på opdagelse i. Men vi fik set Triumfbuen; Den var efter min mening en smule skuffende. Louvre udefra; Hold da fast mand, så forstår man godt hvorfor folk siger det tager flere dage at se det hele! Notre Dam; dét var virkelig en oplevelser! Specielt fordi det var jul og alt var oplyst af lyskæder og der stod kæmpe juletræer over det hele! Den danske ambassade; Jo, den skal nu nævnes, for den kan vi virkelig være stolte af synes jeg! Den ligger midt på Champs Elysée, og er ret stor i forhold til de andre ambassader vi så – kun den amerikanske var større, men det kan jo ikke komme bag på nogen :)
Det har været en kanon oplevelse, og jeg synes helt sikkert det er noget vi som organisation skal blive meget bedre til at deltage i! Og det har været kanon for mig at opleve så mange andre mennesker der brænder for spejderiet ligesom jeg!
Så snart jeg får billederne fra seminaret vil jeg lave endnu et indlæg så i også får mulighed for at sætte lidt billeder på hvordan det har været for mig at være af sted
Mange varme spejderhilsner
Vivian, GEÅ Nordjylland